16. december 2010
Anmeldelse af Meyers bageri
For små 14 dage siden åbnede Claus Meyer et lille bitte bageri på Jægersborggade.
Meyers bageri skiller sig lidt ud i forhold til traditionelle bagere. Det jeg specielt lagde mærke til, var hvordan bagværket var anrettet i udstillingsvinduet. Vinduet var ikke proppet med bagværk, i stedet var kagerne anrettet på små fade med god plads imellem.
Derudover lagde jeg mærke til bagermesteren der arbejdede i baglokalet i en kridhvid og ren kokkeuniform.
Mørdrupgaard bolle
Bollen var let, elastisk i sin konsistens og indvendigt var bollen let svampet og fugtig med mange små lufthuller. Bollen smagte fantastisk og den havde mange fine smagsnuancer.
Jeg spurgte bagermesteren om fremstillingen, og han fortalte at de malede den økologiske rughvedemel på en stenkværn, for at bevare flere vitaminer og smag.
Kanelsnurrar
Kanelsnurraren var meget stor og velsmagende, dens konsistens minder meget om brød. Fyldet var ikke for sødt. Jeg lagde specielt mærket til, at sukkeret var opløst til en ensartet masse. Derudover var der en fin balance mellem sukkeret og kanelen. I forhold til selve snurraren var fyldet velafstemt og smagen overdøvede ikke brødet.
Valhrona croissant
Let luftig smørbagt croissant, der ved første øjenkast lignede den franske pain au chokolat. Chokoladen lå ikke kun indeni, den lå også som en bred stribe i bunden af croissanten. Valhrona intense, kraftige og mørke chokolade gik rigtig fint i spænd med croissanten.
Alt i alt fantastisk bagværk der er lavet med masser af kærlighed. Et bageri der er meget bedre end Lagkagehuset. Meyers bageri er helt klart et besøg værd, også selvom du kommer langvejs fra.
Skriv et svar