7. august 2011

Anmeldelse: Avenue Fashion High Tea – A piece of heaven

I forbindelse med Copenhagen Fashion Week afholdte  Avenue Hotel på Frederiksberg i går eftermiddags Fashion High Tea. Hotellet havde i samarbejde med Michelin dessertkokken Nikolaos Strangas fremtryllet en ganske særlig event. Nikolaos serverede et utal af sine kendte og meget velsmagende kager. For at fuldende oplevelsen blev der serveret champagne og eksklusive te og kaffe.

Nedenfor finder du et udpluk af hans lækre kager.

Cappuccinokage

Det første bid var frisk og efterlod en let kaffesmag, for så at blive intens i smagen uden at det blev for meget. Kiksebunden var sprød og de to fungerede perfekt sammen.

Hvid chokoladekage

Det første der rammer ganen var en intens og frisk passionssmag. I midten af kagen lå et tykt lag af mild nougat creme med lime.
Der var en rigtig fin balance mellem de to kontraster. Lagkagebunden er bagt til perfektion. En drøm af en kage, hvor konsistensen var fløjlsblød.

Citronmåne med citroncreme

En klassik kage som de fleste kender til, men som kom i nye klæder. Der er kun et at sige, det er verdens bedste citronmåne. Den var let, frisk og med delikat citroncreme på toppen.

Rabarbertærte

Rabarberstykkerne var kogt til perfektion, der var stadig bid i dem og de var hverken for søde eller sure. Smuldredejen på toppen var sprød og dekoreret med marengskugler. Bunden var ligeledes bagt til perfektion. En velsmagende lidt rustik kage.

Et udvalg af små kager

Chokolademousse – En let, luftig og velsmagende chokolade mousse der ikke var for intens i smagen, let flydende i det nederste lag. Kagebunden var papirtynd.

Hindbær mousse med hvid creme – En meget frisk og intens hindbærsmag, hvor den hvide creme var forholdsvis neutral i smagen. Der ventede én en lille overraskelse, når man kom til midten, lå der et lag af rabarberstykker i bunden.

Hvid chokolademousse – Hvid chokolademousse med en intens citronsmag. Den er ligeledes frisk, let og delikat i smagen.

Chokoladekage – En intens lille chokoladekage med en blød dime overtræk. Den var let knasende i konsistensen, hvilket var meget for friskende. En perfekt lille pakke hvor det ikke er størrelsen det kommer an på.

Grøn mascopone kage – Først troede jeg det var en Marie kiks der var blevet upgradet, men jeg blev glædelig overrasket. Skallen var papirtynd og sprød, men konsistensen indeni var som marengs. En meget frisk mintsmag med et hint af mandel.

Generalt kan jeg kun sige at kagerne smagte fantastisk, de var i en klasse for sig. Der var ikke to kager der var ens, og hver eneste kage var en oplevelse i sig selv. ALLE der endnu ikke har lagt vejen forbi Nikolaos Strangas konditor er virkelig gået glip af de ypperste indenfor for kagekunst.

I øjeblikket overvejer Avenue hotel og Nikolaos Strangas om denne Weekend High Tea skal være en fast månedlig begivenhed, hvilket jeg virkelig håber. Det er sjældent at jeg kommer i nærheden af så mange fantastiske kager med  lækker champagne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *